Oktober er den internationale måned for brystkræft, som i dag er blevet en alt for hyppig sygdom. Brystkræft er ikke længere noget, der “heldigvis” bare sker for alle andre og i dag rammes 1 ud af 9 kvinder af brystkræft.  Her hos VITAVIVA har en af vores egne kollegaer været igennem kampen mod brystkræft og i løbet af oktober måned, vil hun hver uge fortælle en del af sin sygdomshistorie.



Jeg skulle have fjernet mit bryst – dét var der ingen vej udenom. ’Ja tak – bare snup begge bryster,’ sagde jeg. Men det ville lægen ikke gå med til. Først skal man nemlig testes genetisk, for at etablere om man har BRCA genet eller en anden genetisk fejl. Men fra den dag af var jeg 100% sikker på, at det andet bryst SKULLE væk, ellers ville jeg aldrig få ro i sindet igen.
 
Den dag lavede jeg en plan. En plan for hvordan jeg kunne komme igennem de næste 6 måneder uden, at min sygdom ville påvirke mine børn – eller vores hverdag. I løbet af mit forløb skulle jeg nemlig igennem 6 x kemoterapi, 25 x strålebehandling og 5-10 år på antihormoner. Derhjemme brugte vi en del tid på at forklare børnene om de dumme celler i mors bryst, og hvad kemo egentlig er. Vi læste bogen ’Kemo Kasper’ – som gjorde det hele lidt lettere at forstå.

 
En veninde anbefalede, at jeg kontaktede Lisbeth Hekscher, som er zoneterapeut. Hos Lisbeth fik jeg prøvet mit livs første zoneterapi, men jeg fik meget mere end det - nemlig omsorg.  Lisbeth forstod mig og mine bekymringer og støttede mig 100%. Hun hjalp mig med at komme igennem forløbet på bedst mulig vis. Lisbeth lærte mig, hvordan jeg kunne styrke min krop og hjælpe mit immunsystem til at komme igennem kemomånederne ved at lægge kosten om, motionere og styrke sindet. Hun introducerede mig derfor til ’kosttilskudsverdenen’, så jeg kunne ruste min krop bedst muligt. Et dagligt tilskud af multivitamin, selen, vitamin c, vitamin d og olie skulle der til. Og det var så første gang, jeg stødte på VITAVIVAs univers.  
 
En anden veninde havde klaret sig igennem sit brystkræftforløb ved hjælp af akupunktur, så det besluttede jeg mig også for at afprøve. Jeg mødte en utrolig dejlig og dygtig akupunktør, som også blev en del af mit ’faste’ team.

 
Med den nye viden om hvordan jeg skulle gribe min sygdom an, gik jeg til værks med nøje at planlægge forløbet. Zoneterapi- og akupunkturbehandlingerne skulle ligge lige før ’kemo-dagen’, så min krop var mere modtagelig overfor kemobehandlingen. Bagefter skulle jeg så igen til zoneterapi og akupunktur for at mindske bivirkningerne og rense kroppen for affaldsstoffer. Mest af alt handlede det for mig om generelt at forberede min krop så godt som muligt, på det den nu skulle udsættes for.
 

Dét med at tage styring og føle at jeg faktisk selv bestemte,
gjorde en verden til forskel for mig.

 
Så kom dagen hvor jeg skulle indlægges på Rigshospitalet for at få opereret mit bryst væk. På baggrund af utallige røntgen, blodprøver og fysiske undersøgelser konkluderede lægerne, at kræften sandsynligvis ikke havde spredt sig. For en sikkerhedsskyld blev jeg indsprøjtet med et sporstof, som ville gøre syge lymfekirtler synlige. Jeg frygtede, at kræften havde spredt sig, men det ville jeg først finde ud af efter operationen. Da jeg vågnede, fik jeg at vide, at  kræften havde spredt sig og lægerne var nødsaget til at fjerne 15 lymfekirtler under min arm.  Jeg blev knust ved tanken, men lægen trøstede med ordene: ’HUSK – du er per definition rask nu. Vi har fjernet kræften. Selv om vi har fundet syge celler i din skildvagtsknude – så er du rask nu. HUSK DET’.
 

Jeg fik en BH og noget vat af en sød ung sygeplejerske, da jeg skulle hjem fra hospitalet. Jeg prøvede at proppe vat i den side, som efter operationen var helt flad. Det lykkedes ikke helt og det hele så ret skævt ud. Men hele eftermiddagen og aftenen var jeg høj – høj på smertemedicin og helt høj på følelsen af ’YES – kræften er væk !’ Jeg havde ingen smerter de efterfølgende dage og syntes faktisk ikke, at mit bryst så ligeså forfærdeligt ud, som jeg havde frygtet. ’Du ligner en sørøver’, sagde min 6-årige søn. Det gjorde mig lidt glad.
 
Jeg gik ihærdigt til zoneterapi og akupunktur og mit daglige indtag af kosttilskud var nu blevet en naturlig del af min hverdag. Jeg gjorde en dyd ud af mine hjemmelavede juice hver morgen, droppede alkohol, forarbejdede fødevarer og alt det usunde. Tanken om at kræft trives på sukker var motivation nok i sig selv. Jeg sørgede for spise massevis af frugt og grønt, selvfølgelig økologisk og rigeligt af sunde og gode olier. Jeg begyndte også at gå lange ture hver dag – op til 10 km.

 
Efter 3 uger havde jeg mit første møde med onkologerne på brystkræftambulatoriet. Det var en helt anden verden, jeg nu blev indviet i. Der var kvinder i alle aldre, med eller uden hår, mere eller mindre syge, nogle glade andre triste. Og pludselig gik det op for mig, at jeg nu også var en del af den verden. Jeg holdt fast i tanken om, at jeg nu for alvor kunne komme i gang med at kæmpe mod sygdommen, og det glædede jeg mig faktisk til. Jeg mødte min kontaktlæge, som skulle planlægge mit forløb og følge mig igennem helt til måls. Han var sej og sagde positivt ’Tillykke. Husk at du er rask og kræften er væk. Vi gør dig rigtig syg nu – men det er fordi vi skal sørge for at slå ALLE kræftceller ihjel, og fordi du skal med til min 75 års fødselsdag om 25 år. Jeg er ikke bekymret for dig, og hvis jeg ikke er bekymret, så behøver du hellere ikke at være bekymret’. Et sidste råd fik jeg med på vejen: ’LAD VÆR MED AT GOOGLE’.
 

Allerede dagen efter kom jeg til min første kemobehandling. Det forløb ganske udramatisk indtil en ung mand (tænk at mænd også kan få brystkræft), som sad overfor mig sagde: ’Er det din første gang? Bare vent – det bliver forfærdeligt’. Jeg havde fået at vide, at bivirkningerne, især kvalmen ville melde sin ankomst et par timer efter behandlingen. Jeg forberedte mig på tanken og ventede spændt på bivirkningerne – men de kom aldrig. Det var betryggende at vide, at mine aktive valg havde gjort en forskel.
 
Ugerne forløb og jeg mærkede intet til bivirkningerne. Jeg begyndte faktisk at træne sammen med andre brystkræftramte kvinder, og selvom jeg var meget skeptisk i starten, så var det faktisk dejligt at møde andre kvinder i samme situation. Vi grinte og græd sammen.
 
De næste 6 måneder kørte efter en stram tidsplan – 6 omgange kemo med 3 ugers mellemrum, efterfulgt af 25 gange stråler PLUS 10 år med Tamoxifen. Jeg var virkelig glad for at have en plan nu, så jeg lavede en kalender derhjemme med alle de ting, der skulle ske de næste 6 måneder. Jeg satte et kæmpe X for hver dag der gik, hvilket betød at jeg var en dag tættere på målet.
 

Efter 2. omgang kemo begyndte mit hår at tynde ud. Det er jo bare hår og det vokser ud igen, tænkte jeg. Men alligevel var det ufatteligt hårdt at indstille sig på, at det skulle væk. Jeg havde altid haft flot langt hår og jeg prøvede at holde fast i mit hår så længe som muligt, men til sidst var der ingen anden udvej. Hele familien stod på badeværelset bevæbnet med sakse, og børnene syntes, at det var vældig sjovt at lege frisør. Men jo flere lokker der røg, jo mindre kunne de lide det – og det samme gjaldt min mand. Jeg måtte sende dem alle tre ud og barberede det hele af selv. Jeg turde næsten ikke kigge i spejlet. Det hele kulminerede og jeg sad og græd i lang tid og syntes, at det hele var så ’unfair’.

 

Fra dette øjeblik ville det blive synligt for alle andre
- men også for mig selv, at jeg var syg. Den tanke skræmte mig.

 
Da jeg endelig kiggede mit spejlbillede i øjnene, blev jeg temmelig overrasket. Jeg syntes faktisk ikke, at det var helt så slemt, som jeg havde regnet med – råt, anderledes, mærkeligt - men ikke skræmmende. Min mand fik tårer i øjnene, da jeg endelig kom ud. Jeg tror, at han følte det samme som mig. Børnene sagde, at det var ’sejt’ – men jeg måtte helst ikke hente eller aflevere dem i børnehave/skole uden den fine paryk, vi havde købt ugen inden. Især vores søn ville ikke have, at nogen skulle se hans mor uden hår på hovedet. Derhjemme gik jeg uden hue og paryk, men hvis jeg skulle ud af døren tog jeg altid min paryk på. Jeg fik den faktisk klippet undervejs - det er lidt spøjst at se sit hår blive klippet, når det ikke sidder på hovedet.
 
Mine 6 omgange kemo forløb stille og roligt og lige efter planen. Takket være zoneterapi, akupunktur, min kost, sport og kosttilskud fik jeg stadig ingen bivirkninger.
 

Udover at jeg manglede mit hår, havde jeg det super
– jeg følte mig faktisk stærk, sund og kampklar.

 
Kort tid efter afsluttet kemobehandlinger, startede jeg på stråleforløbet. Lægerne belærte mig om at jeg ikke måtte spise mine vitaminer under forløbet, fordi antioxidanterne kunne gøre, at strålerne ikke virkede som de skulle. Jeg var overbevist om, at det næppe kunne være en dårlig ting, at jeg styrkede og bevæbnede min krop og mit immunforsvar indefra. Jeg havde taget et standpunkt og havde ikke tænkt mig at gå på kompromis. Kemoen ville jo gøre det den var beregnet til uanset. Så jeg valgte at gøre det, som jeg følte var bedst for mig selv. Jeg droppede Vitamin C, men insisterede på at fortsætte med at tage resten af mine kosttilskud, særligt gurkemejen.
 
Den sidste kemo blev fejret med flag på bordet og en følelse af, at jeg næsten var i mål. Mine veninder kom og hentede mig på hospitalet og vi tog ud i byen for at fejre. Nu glædede jeg mig til at mit hår endelig ville komme tilbage. Selvom jeg var glad og følte mig stærk så syntes jeg, at det var hårdt at være foruden det ene bryst og uden hår.  På med ’udklædningen’ tænkte jeg hver gang jeg skulle hjemmefra. Dermed var næste målsætning sat på plads.


 Læs resten af historien i næste uges nyhedsbrev..

Hvis du har nogle spørgsmål eller kommentarer, er du meget velkommen til at skrive til os på 
viva@vitaviva.com
 

Mange sunde hilsener,

V I T A V I V A 


 
 

Disclaimer: VTAVIVAs produkter samt informationer på vitaviva.com inklusive nyhedsbrev er ikke beregnet til at erstatte lægelig rådgivning. Vitavivas produkter eller informationer er ikke beregnet til at diagnosticere, helbrede eller forebygge sygdommme. Vitaviva.com opfordrer til at søge lægelig rådgivning ved helbredsmæssige symptomer og at give lægen alle relevante informationer om brug af kosttilskud.