Oktober er blevet den internationale måned for brystkræft og blandt de mange velgørenhedsarrangementer, støt brysterne kampagner, lyserøde sløjfer og andre kreative indslag, glemmer vi nogen gange, hvad det egentlig handler om - den enkelte persons kamp mod en alt for hyppig og livstruende sygdom. Brystkræft er ikke længere noget, der “heldigvis” bare sker for alle andre. I dag rammes 1 ud af 9 kvinder af brystkræft. Her hos VITAVIVA har en af vores egne kollegaer været igennem kampen mod brystkræft og i løbet af oktober måned, vil hun hver uge fortælle en del af sin sygdomshistorie.




Jeg kan huske fredag den 8. Marts 2013, som var det i går – det var nemlig den dag min verden for alvor brød sammen. Det var den dag, jeg fik at vide, at jeg havde brystkræft. I en alder af 36 år. Jeg var lige kommet hjem til min dejlige familie fra en forretningsrejse – og jeg troede, at den mammografi, jeg havde bestilt, var en ren rutinesag. Godt nok havde jeg mærket en lille bitte knude i mit bryst i starten af året – men jeg fik overbevist mig selv om, at det nok ikke var noget alvorligt. Jeg fik endda min egen læge til at mærke efter, men han kunne ikke finde knuden. Alligevel spurgte jeg min gynækolog en måned senere. Han kunne heller ikke mærke hverken knude eller hævede lymfekirtler. Han sagde dog; ’hvis du synes du mærker noget – så sender vi dig lige til en mammografi – bare for at afkræfte om det KUNNE være noget’…
 


Jeg fik bestilt en tid hos en privat scanningsklinik i København. Det tog dog lidt tid, da jeg jo havde travlt med små børn, arbejde – og ja alt andet, som man tror, er MEGET vigtigere end den undersøgelse, der bare skal overstås. Den 8. Marts 2013 var det så tid til min mammografi. Min treårige datter var syg, så jeg tog hende med og spurgte min mand, om han ikke lige kunne komme over til klinikken og passe hende de korte ’10 minutter indtil vi skulle hjem igen’. Så vi mødtes til en frokost og hyggede os med vores datter, inden vi smuttede over til klinikken.

Min mand og datter ventede i venteværelset, mens jeg fik lavet min Mammografi. Jeg kan huske, hvor ondt det gjorde. Bagefter blev jeg bedt om at vente lige ude foran lægens kontor. Det tænkte jeg ikke videre over, lige indtil lægen kom ud og sagde; ’er det dig, som har mand og barn i venteværelset’? Du må hente din mand – det, vi skal tale om, er meget alvorligt’. Jeg kunne næsten ikke holde mig oprejst og knæene blev helt bløde på vej ind til venteværelset – det var som om alt blod havde forladt mit hoved og jeg snublede ind til venteværelset og begyndte bare at græde – ’du skal komme med, der er noget helt galt, sagde jeg til min mand. Han fulgte efter mig med vores datter på armen, men vi blev af lægen bedt om, at ’lade barnet vente udenfor’ – og så placerede vi vores 3-årige pige på en stol foran lægens kontor. Jeg kan huske, at jeg blev helt fortvivlet, fordi ingen kom for at tage sig af vores datter. Hun sad bare helt for sig selv – og så smækkede lægen døren i.

Han smed et billede af mit bryst op på skærmen i det halvmørke rum, og jeg kunne godt se, at det nok ikke så helt ud, som det skulle. Brystet var fyldt med hvide prikker. Lægen sagde: ’det du ser på billedet, er det, vi helst ikke vil tale om. Du har brystkræft – og det er alvorligt. Det kan man dø af’. Jeg husker, at jeg begyndte at ryste helt ukontrolleret. Min mand gik ud af lokalet, for at se til vores datter. Jeg forstod ingenting. ’Jeg kan ikke dø – jeg har små børn’ sagde jeg. ’Hvordan kan du vide, at det er kræft – du har jo ikke mærket på mig og ikke taget en biopsi?’ Det kunne han, fordi han havde set det mange gange før. Han fik mig op på briksen, for at mærke på mig og lavede en ultralydscanning af mit bryst og min armhule – der var intet at se. ’Måske er du heldig og så er det kun et forstadie’. Jeg kunne intet høre. Jeg lå i fosterstilling og troede at mit liv var slut. Jeg kunne lige så godt dø lige nu. Jeg fik tilbudt en biopsi på stedet – imod egen betaling. Jeg kunne simpelthen ikke overskue at vente. Så lægen tog en biopsi og sagde farvel med ordene :

’Jamen, held og lykke. Du er nu en del af kræftpakken.
Du hører fra hospitalet i løbet af de næste 2 uger’…



 

De næste dage lå jeg i fosterstilling i sengen derhjemme. Jeg kunne ikke holde ud at kigge på mine børn. Jeg var overbevist om, at jeg ville dø – og tanken om, at mine børn skulle vokse op uden deres mor, var så forfærdelig, at jeg kastede op. Jeg holdt helt op med at spise.
 
Sådan lå jeg i en uge, indtil vi kom til vores første samtale på Rigshospitalet. Jeg kan huske at vi sad i venteværelset sammen med en masse andre kvinder og par.  Lige pludselig blev mit navn kaldt op – der stod 3 mennesker for at hente os. I det øjeblik blev jeg klar over, at det nok stod ret galt til, ellers ville man nok ikke sende 3 folk ud for at hente os.
 Vi kom ind i et behandlingslokale og blev introduceret til min læge og min kontaktsygeplejerske – og 4 andre personer, som var læge- og  sygeplejerskestuderende, som skulle være med til samtalen. Lægen, som jeg mødte den dag, var helt fantastisk – hun var varm, empatisk og positiv. ’Du har det, du tror du har – men jeg kan gøre dig rask igen’. ’
 

Skal jeg ikke dø’? spurgte jeg? ’
Nej – ikke med mindre du bliver kørt over af en bus’. 

 

Vi sad faktisk og grinte en del under den samtale og stemningen var på ingen måde trykket eller sørgelig. Tværtimod. ’Du er kommet det rette sted – vi ved lige præcis, hvad vi skal gøre, for at du bliver rask igen’. Jeg kan huske, at det var første gang i løbet af den uge, at jeg trak vejret helt ned i maven igen. Og faktisk turde tænke på, at jeg måske alligevel ikke var ved at dø.


Læs resten af historien i næste uges nyhedsbrev...
 


Mange sunde hilsener, 

V I T A V I V A 


 
 

Disclaimer: VTAVIVAs produkter samt informationer på vitaviva.com inklusive nyhedsbrev er ikke beregnet til at erstatte lægelig rådgivning. Vitavivas produkter eller informationer er ikke beregnet til at diagnosticere, helbrede eller forebygge sygdommme. Vitaviva.com opfordrer til at søge lægelig rådgivning ved helbredsmæssige symptomer og at give lægen alle relevante informationer om brug af kosttilskud.